
Tusind tak.
Tusind tak til alle 24 søde piger og drenge der var med til at gøre de her 4 dage helt fantastiske. Det var noget af en udfordring at få årets ridecamp på plads. Corona blev en hindring flere gange, men det lykkedes os at finde en dato hvor alt flaskede sig helt perfekt. Vi havde det skønneste og smukkeste efterårsvejr man kunne ønske sig, vi fik de aktiviteter igennem vi havde ønsket os, takket være nogle meget søde og velvillige deltagere. Randi fandt en boks til alle ponyerne der kom udefra og sidst, men ikke mindst så spiste vi lækker mad og masser af lækker kage, takket være Mette i køkkenet og forældre, der forkælede os med frugt, kage, pandekager og fødselsdagsmorgenbord. Jeg vil her fortælle lidt om årets ridecamp 2020. Kort tid efter blev forsamlingsforbuddet igen sænket til 10 personer og vi er pludselig endnu mere taknemlig for at det faktisk lykkedes at afholde ridecamp i år, trods Corona pandemien.

Jeg vil starte med at takke HEYO, der i år havde forkælet alle deltagere med en stor flot goodiebag, der udover flotte produkter også indeholdt en t-shirt til alle! Tusind tak!
Vi havde glædet os meget til årets program. Udover de obligatoriske aktiviteter på programmet som stjerneløb – der altid er et hit – fodringer, skovture, striglekonkurrence og ikke mindst uddeling af årets priser, havde vi stillet skarpt på tema “kür” i år.
Fredag eftermiddag fik vi besøg af Sophia Ludvigsen og Frederikke Jakobsen der viste os deres kür. Tusind tak en fantastisk flot opvisning til jer begge. Det er altid en smuk oplevelse at se hvordan hest og rytter danser på banen og, i samspil med musikken, viser det bedste de kan. For nogle var det første gang de oplevede det og for de større piger var det en kæmpe inspiration til fremtiden og ikke mindst til lørdagens opvisning. De største af pigerne fik nemlig stillet en opgave senere fredag aften, der gik ud på at de, i hold af to og to, skulle opvise en kür – til fods – lørdag aften. Og hvilken entusiasme de udviste! Pigerne gik straks i gang med at klippe musik, sammensætte øvelser og øve sig! Vi var mildest talt meget imponerede over jer! Dem der hellere ville deltage i springkonkurrencen lørdag aften (til fods) gik straks i gang med at øve bane, sætte højde og ikke mindst øve hurtighed. Den store hal, blev fredag aften omdannet til øvebaner og der blev arbejdet både flittigt og meget ihærdigt!
Lørdag eftermiddag fik vi fint besøg af pararytter Malene Sommerlund. Jeg havde personligt glædet mig rigtig meget til at møde hende og ikke mindst til at se hendes kür. Og hun skuffede bestemt ikke, det var virkelig en fornøjelse at møde hende, meget imødekommende, lyttende og villig til at besvare alle de spørgsmål vi havde. Jeg vil lige sige at det eneste tidspunkt, i løbet af de 4 dage, vi oplevede at alle 24 børn var SÅ stille i SÅ lang tid var mens Malene red! Det var imponerede- og jeg tror at alle fik sat tingene lidt i perspektiv. Hvordan er det overhovedet muligt at få hesten til at udføre øvelser uden brug af schenkler? Men det er det for Malene! Fantastisk at se hvor dygtig hun er!
Malene er født spastisk lammet og lam fra hoften og nedefter. Hun har redet siden hun var 6 år og har sammen med hendes tidligere heste både været en del af bruttotruppen på landsholdet i paradressur, vundet DM flere gange, fået bronze ved NM flere gange og deltaget i både EM, VM og OL. Hendes mål er med nuværende hest, Moonie, at deltage i endnu et OL. Tusind tusind tak fordi du tog dig tid til at besøge os Malene, du er en stor inspirationskilde for mange og jeg tør godt sige at jeg ikke var den eneste der blev meget imponeret over din tilgang til hesten og den professionelle ridesport! TAK!

Nu kom vi til vores store finaleaften. Pigerne var klar. Springbanen sat op, “rytterne” havde øvet deres bane og hurtighed til hudløshed. Dressurbanen var opmålt, revet og pigerne var nervøse men også max klar til at vise deres kür for vores to dommere. Vi havde alle en fest, det var sjovt og imponerende at se hvor meget de havde gjort ud af det. Selv speakersedler blev udfyldt og sikkert inspireret af Malenes historie og ridt tidligere på dagen, var målet for de fleste equipager selvfølgelig at nå til OL! Vores ide om en stævneaften til fods blev fuldt indfriet, takket være alles store entusiasme.
Traditionen tro sluttede vi årets ridecamp af med den store striglekonkurrence. Her stod over 20 ponyer på rad og række i ridehallen. Ponyerne skinnede, de var vasket, pudset og flettet. Rytterne derimod, var efter 4 dage med masser af undervisning, skovture, rundbold og øvrige aktiviteter både beskidte og trætte. Mette, Rebekka og jeg var trætte- men glade. Det var præcis – og meget mere end vi havde turde håbe på.
Tak for i år, tak til at søde piger og drenge der deltog i år. Tak til Pernille, Julie og Sophia for undervisning. Tak til Sissel for den store hjælp ved fodring. Tak til alle forældre for lån af jeres børn og ikke mindst for mange lækre kager og boller.
Vi glæder os til at gentage succesen i sommeren 2021.

/Helle og Rebekka